Min hjemmefødsel

Sidst på eftermiddagen d. 22. september, var min kæreste Daniel med til jordemoder for første gang. Jeg var gået fire dage over termin, og udover at jeg fysisk ikke orkede turen med offentlig transport fra Vesterbro til Jordemoderhuset på Amager Hospital, så var jeg også i så dårligt humør og psykisk ustabil, at det ikke længere var forsvarligt for mig at færdes blandt andre mennesker. Da jeg kun gik tre dage over tid i min første graviditet, var den konsultation fire dage over termin som min jordemoder havde planlagt ved behov, nærmest en joke for mig. Det er jo en naturlov og et løfte, at man føder før termin anden gang, det siger alle sgu. Den seneste måned havde været én lang plukve og jeg gik hele tiden og troede, at nu var der ved at ske noget, hvorefter den ene dag efter den anden rendte ud, uden fødsel i sigte.

Så der sad vi så, i venteværelset på Amager Hospital, og jeg forsøgte med alt hvad jeg havde i mig at bevare roen og tålmodigheden, selvom mine hormoner og kæmpe korpus var ved at eksplodere kontinuerligt. Og for at gøre ondt værre, så var jordemoderen vildt forsinket og jeg fik vrisset noget i stil med ”at nu havde hun nok mere travlt med at komme hjem, end med at lytte på mig” til Daniel. Jeg havde besluttet mig for forinden, at elendigheden for alt i verden måtte få en ende, med det i mente, at jeg næret et kæmpe stort ønske om at føde hjemme, og at det kun er muligt hvis fødslen går i gang helt naturligt og uden nogen form for indgreb. Heldigvis havde min jordemoder fin tid og hun undersøgte mig indvendigt. Hun sagde at jeg var meget ”moden” og at fødslen, efter hendes bedste overbevisning, ville gå i gang meget snart. Hun tilbød at lave en hindeløsning, der kort og direkte fortalt er, at jordemoderen med sine fingre løsner forsterhinden gennem skeden. Det kræver at livmodermunden allerede er lidt åben og det var min. Hun sagde fortrøstningsfuldt, at jeg nok ville få veer i løbet af det kommende døgns tid. Godt nok havde min datter Agnes toårs fødselsdag dagen efter, og folk omkring mig synes at det ville være et kæmpe problem hvis de skulle dele fødselsdag. Jeg var ligeglad, fuldstændig ligeglad. Mit eneste fokus var at få den baby ud hurtigst muligt. Og ganske rigtigt og en smule tragikomisk, vågnede jeg kl. 4 om morgenen, på min datters toårs fødselsdag, med veer. Det havde jeg dog allerede forudset ville ske, for siden hindeløsningen havde jeg mærket min krop lade op. Det er egentlig lidt svært at forklare hvordan, en slags muren, varme og uro i kroppen. Desuden havde jeg også tegnblødning i løbet af aftenen.

Jeg lagde mig ind på sofaen og ventede på min familie vågnede. Der var egentlig længe fra kl. 4 til kl. 7, når man bare ligger der og venter. Spændingen og glæden der opbygges i kroppen, når man pludselig ved at nu er det nu. Jeg havde veer – ikke snyde veer eller plukveer – rigtige, gode og kraftige veer. Der er dog langt imellem dem der om morgenen, ca. 12-13 min. regner jeg ud. Så vi får fejret Agnes, spist havregrød og pakket gaver op. Vi giver os god tid og hygger og leger med de nye ting. Vi snakker med Agnes om, at nu kommer lillesøster snart ud til os og hvor meget vi alle sammen glæder os. Efter et par timer ser Agnes at jeg har en ve, en ve der rigtig bider og hvor jeg må læne mig ind over spisebordet. Hun bliver helt tydeligt utryg og betuttet ved situationen. Jeg får fremstammet noget i stil med ”at det gør ondt i mors mave fordi lillesøster gerne vil ud, men at det snart går over igen”. Samtidig må jeg sige til Daniel, at fødselsdagshyggen må ophøre nu. Jeg bliver nødt til at koncentrere mig om min krop og mine veer. Daniel cykler ned med Agnes i vuggestuen og jeg får ringet til min mor og sagt, lidt berørt over situationen, at hun er nødt til at hente hende i eftermiddag.

Formiddagen og eftermiddagen går langsomt. Der bliver ikke rigtigt kortere mellem veerne og det frustrere mig af flere årsager. Mit største ønske er at få lov til at føde mit barn hjemme, men jeg ved jo godt at man ikke bare kan gå rundt med veer i evigheder. Der skal ligesom være en naturlig udvikling/progression i fødslen, både for at baby ikke bliver al for stresset i maven, og for at jeg ikke bliver al for udmattet. Jeg ringer til fødegangen et par gange. Her er jordemoderen i telefonen dog meget rolig, hun siger til mig at jeg skal forsøge at slappe af og se tiden an. Men den type er jeg bare ikke. Når jeg oplever smerte bliver jeg enormt proaktiv og jeg kan slet ikke holde mig i ro eller holde ud at ligge stille. Jeg beordrerede i stedet Daniel med ud på flere lange gåture op og ned af Frederiksberg Allé og rundt på Vesterbro. Jeg fik et pizzaslice fra det gode sted på Istedgade med ekstra meget chilli, og sidst på aftenen gik vi en tur i Super Brugsen for at købe is. På det tidspunkt havde alle mennesker fået fri og det bliver en anelse akavet da jeg både får en ve lænet ind over fryseboksen og én ind over nogle træbriketter ved indgangen, mens Daniel betaler. Udenfor er det nu blevet mørkt igen og jeg føler mig pludselig udmattet. Natten før havde jeg næsten ikke sovet og Daniel havde jeg også vækket tidligt. Vi beslutter os for at hive dynerne med ind i sofaen. Det virkede forkert at tage tøjet af og gå i soveværelset, når vi jo godt vidste at vores søvn nok højst sandsynligt ville blive afbrudt efter kort tid. Desuden havde vi allerede fra morgenstunden gjort sengen klar til fødslen med et stort plastik overtræk, lagner og håndklæder. Daniel havde også pustet det fødekar op, som jeg gerne ville føde i, lagt stofdug på gulvet, gjort håndklæder klar osv. Med andre ord, var vi SÅ klar til at den baby bare skulle komme ud til os.

Ved 23.00 tiden døser jeg hen i få minutter, men kun for at blive vækket af en meget intens ve, der tydeligt føltes langt mere kraftfuld end de tidligere. Jeg fare op, fortæller Daniel at luren er afblæst og oplever, at der fra den ene ve til den næste, går fra at være ca. 12 minutter til kun 4 minutter imellem. Jeg får koldsved, kvalme og føler mig generelt utilpas. Jeg er ikke et sekund i tvivl om, at vi nu skal ringe efter jordemoderen. Daniel går i gang med at fylde karet med vand og jordemoderen fra Hvidovre hospital var fremme efter ca. 40 min.

Da hun kommer ind i lejligheden står jeg i køkkenet, hvor vi har et dejligt højt bord at støtte sig til. Daniel lukker hende ind og straks i min krop spreder der sig en ro og lettelse. Selvom jeg hele dagen havde været cool og ”vi-klare-bare-det-her-selv-typen”, så var der alligevel noget rart i at hun kom og kunne hjælpe og støtte mig, og vigtigst af alt, kunne forsikre mig om at lillesøster i maven havde det godt. Hun beder mig om at ligge mig ind i soveværelset, så snart jeg har en pause i veerne. Hun starter med at lytte efter hjertelyden og kigger på mig med et smil og siger ”hun har det så dejligt Sabine, hun hygger sig bare”. Derefter måler hun mit blodtryk, der er fint og normalt og undersøger mig indvendigt. Hun kigger på mig igen og siger ”Sabine du er så fint i fødsel, du 7,5-8cm åben og du føder lige om lidt”. Jeg råbte det ud til Daniel, der var optaget af badevandtemperaturen i karet ”hørte du hvad hun sagde? ”. Det var virkelig en lettelse, for selvom jeg godt kunne mærke at jeg bestemt var i aktiv fødsel, så mistede jeg sgu bare lidt roen og troen på at min hjemmefødsel skulle lykkedes, efterhånden som timerne gik. Jeg var så lettet, så tryg og så klar til at føde! Den ro, det overblik, overskud og nærvær min jordemoder tog mig sig ind ad døren berørte mig dybt, og jeg måtte fælde et par tåre inde i sengen.

Hun beordrede mig op på alle fire og siger, at dét måske lige kan gøre det sidste for at få baby rigtigt ned i bækkenet, imens hun selv går i køleskabet og smør sig en ostemad. Hun er så sød og siger flere gange, at her er rart og være, at hun nyder at slutte sin vagt i stuen hos os og ikke på fødegangen, hvor der var rigtigt travlt den aften/nat. Efter lidt tid har vi fået styr på badevandstemperaturen og jeg kommer ned i bassinet. Det har en helt unik beroligende og lindrende effekt at være i vandet. Varmen mod min hud og den vægtløse fornemmelse. Efter endnu et par veer nede i karet, mærker jeg en lille smule pressetræng på toppen (til sidst) i veen. Jordemoderen spørg hvor hurtigt jeg havde født sidst, og jeg fortæller at jeg faktisk kun havde fire presseveer, og at Agnes pludselig bare kom susende ud. Daniel sidder bag mig på en stol, så jeg rækker armene bagover og holder ham i hænderne. Min rolige og stærke mand. Jordemoderen siger, at da det gik så stærkt til sidst i min første fødsel, så vil hun gerne lige undersøge mig igen. Hun måler desuden hjertelyden mange gange undervejs og gentager ”hun har det så godt og hygger sig bare”. Åh det er dejligt at høre – hver eneste gang! Idet hun undersøger mig, går vandet. Der er mørkt i lejligheden der midt om natten og vi har også skruet helt ned for belysningen, så jordemoderen lyser hurtigt med en lommelygte ned i vandet for at se, at det er klart og rent fostervand der er kommet ud.

I det samme øjeblik vandet går kommer de kraftige presseveer, præcis som sidst. Hun er faktisk stadig i færd med at undersøge mig, da hun siger ”hov, nu kommer hovedet da”. Her tager urkræfterne over i mig. Efter at have trukket vejret stille og fattet gennem alle veer, er de her vilde presseveer helt anderledes. Jeg presser så kraftfuldt og det går så stærkt. Jeg kommer om på siden og to presseveer senere, får jeg besked på at gispe. Og selvom jeg ville have svoret at ingen kunne trænge igennem til mig, og at jeg befinder mig et eller andet ophøjet sted mentalt i de minutter, så høre jeg det klart og tydeligt. GISP! Og det gør jeg, på livet løs, og hovedet bliver født ligeså forsigtigt. Hun kommer ud med hånden oppe over hovedet, og jordemoderen hjælper hendes lille arm lidt, så den ikke bliver klemt. Ganske kort efter er hun ude. Født. Levende. Smuk.

Hun bliver under vandet et stykke tid. Jordemoderen siger at jeg ikke må hive hende op med det samme, da det vil være for stort et chok. Hun spreder armene ud og åbner sine store mørke øjne helt op. Det fineste lille øjeblik, jeg aldrig vil glemme. Den øjenkonkakt vi lige får gennem vandet, og sekunderne efter hvor jeg forsigtigt fører hende op ad vandet og op på mit bryst. Det vildeste – nogensinde.

Vi ligger i vandet sammen i noget tid. Hun græder med det samme. Det dejligste skrig i hele verden er jo det aller første – fra sit eget barn. Der midt om natten kl. 02.33. Det var en helt magisk tid, hvor vi følte at vi var de eneste der var vågne og oplevede det største i livet, mens alle andre omkring os sov. Der er en helt særlig ro om natten, på det ellers pulserende Vesterbro. Og mørket der omsluttede os, den september nat, virkede afspændende i sig selv.

Lidt tid efter stiger jeg op ad karet, og går forsigtigt ind i soveværelset med det dyrebareste i mine arme. I soveværelset føder jeg moderkagen og da navlestrengen er holdt op med at pulsere, så klipper Daniel den over (en såkaldt sen-afnavling). Jeg slipper helt uden bristninger og er virkelig lettet og egentlig også lidt overrasket, sikke kræfter der var på spil til sidst… Mens vi ligger der hud mod hud og Daniel og jeg stirre forelsket på hende, sutter hun for første gang. Det er jo så fantastisk, at de fleste babyer bare kommer ud og så kan de med det samme finde ud af at dige og selv ernære sig med mælk.

hjemmefødsel9

Efterfølende har jordemoderen redt op med håndklæder og dyner inde på sofaen. Daniel øser en stor portion af den is op, som jeg selv havde hjembragt med veer fra Super Brugsen på Matthæusgade tidligere. Og her slutter min fødselsberetning egentlig – med is, grin og småsnak i sofaen, dér midt om natten. Jordemoderen trykker mig på maven flere gange for at mærke om livmoderen trækker sig sammen som den skal. Jeg har nemlig frabedt mig den sprøjte som man ofte får på hospitalet, der gør at livmoderen trækker sig hurtigere sammen. Heldigvis klare min krop det fint selv. Hun måler mit blodtryk et par gange og måler og vejer mit lille barn. Hun vejer 3380g og 51cm lang. Hun er helt velskabt og fin. Efter et par timer har jordemoderen pakket sine ting sammen og krammer os farvel. Adrenalinen i min krop er aftaget og overtaget af en tung tung udmattelse og træthed. Lillesøster sover også, og mens byen ligeså stille vågner, ligger vi os ind i vores seng og døser hen. Sammen. Vi har endnu engang oplevet det største i livet. Taknemmelighed er et vidst det ord, der kommer det vi føler nærmest. Taknemmelighed over den nærhed og nænsomhed vi oplevede omkring fødslen. Taknemmelighed over livet, hinanden, kærligheden. Kærligheden, der aldrig føles så intenst, som i tiden lige efter en fødsel og mødet med sit barn for den aller første gang.

 

Nora Ørud Langkilde blev født d. 24. september 2015 kl. 02.33 (altså dagen efter Agnes’ fødselsdag).

   

Bloggens fremtid og den første måned med Nora

Agnes møder lillesøster for første gang

Det er efterhånden så længe siden jeg har skrevet et indlæg her på bloggen, at dens værdi som ”blog” er ret utroværdig. Sidste indlæg blev skrevet en varm sommerdag med laptoppen placeret under skyggen af min højgravide mave. Nu må man sige at det er blevet efterår, der dog heldigvis viser sig fra sin smukkeste og mest storslåede side i disse dage. Samtidig med de første spæde efterårstegn dukkede frem, så et lille nyt liv sine forældre i øjnene for første gang en september nat på Vestrebro. Nora, med sine helt mørke dybblå øjne og fineste runde kinder. Hun har stjålet mine aftener og af og til også nætter, men egentlig synes jeg den første fire en halv uge har været helt fortryllende. Jeg går på en absurd måde og venter på, hvornår det mon bliver sådan rigtigt hårdt. For det bliver det jo, selvfølgelig gør det dét. Men med en fantastik fødsel, en veletableret amning og en storesøster, der har håndteret de nye omstændigheder så flot, har vi fået en rigtig god start på tilværelsen som forældre til to små.

 

Min tid er en anden nu. Jeg laver åbenbart ikke så nogle børn, der falder i søvn ved at blive lagt i en vugge i et tilstødende værelse, eller som kan fordrive dagen alene på et legetæppe. Mine børn vil holdes tæt, bæres i mine arme og falde i søvn i min favn. Det er hårdt af og til, ingen tvivl om det, og nogle vil måske mene det kan afvænnes. Jeg vælger at tænke, at hvis jeg ikke kysser dem, krammer dem og er nære med dem nu, vil jeg fortryde det den dag de er blevet for store til den slags. Det efterlader dog ikke ret meget tid til mig selv og de ting jeg også holder af, som f.eks. at skrive. Når jeg ikke passer på mine piger eller sover en ganske lille smule, prioritere jeg at drikke kaffe og grine med mine veninder. Ingen af delene vil jeg undvære.

 

Jeg vil ikke slette min blog, som jeg har haft rigtig meget glæde af det seneste år. Måske får jeg en dag lyst og tid til at skrive et eller andet, der for mig er vigtigt. Folk fortæller mig desuden, at man får tiden igen på et tidspunkt… Men jeg har lovet at skrive om min hjemmefødsel og det vil jeg også meget gerne. Det indlæg virker ikke desto mindre vigtigt, nu hvor jordemødre landet over rammes af besparelser. Og det bliver sgu med billeder og det hele, der dog er af ret ringe kvalitet, da jeg fødte i tusmørke midt om natten. Jeg har på en eller anden måde lyst til at vise hvor fint og roligt det var, hvad jeg mener billederne illustrere. En af de fordomme jeg ofte mødte, da jeg fortalte at vi planlagde at føde hjemme, var nemlig at en fødsel er et eller andet barbarisk scenarie med blod, skrig og afføring ud over det hele. Min var alt andet end det. Hold øje med bloggen, min anden fødselsberetning udgives lige pludselig.

 

God mandag til jer alle!

 

 

 

Tilbageblik på dengang jeg mødte kæresten min…

I går spurgte vores nabo, Daniel og jeg, hvordan vi egentlig havde mødt hinanden. Det er ligesom ikke noget man spørg folk om så tit, er det vel? Men efterhånden snakker vi en del med vores søde nabo, og så er det vel oplagt, når man ligesom deler vægge, at man også en dag kommer ind på lidt forhistorie.

Det ”episke” møde har jeg vidst før beskrevet, men jeg fortæller sgu lige om det igen. Vi skal tilbage til slutningen af august måned 2009 – what, det er snart seks år siden! Jeg var lige blevet student få måneder tidligere, netop fyldt 20 år og akkurat modtaget et brev fra Danmarks Journalisthøjskole om optagelse i februar 2010. Jeg vaklede lidt med beslutningen om, hvad jeg mon skulle bruge det halve år jeg havde fået foræret, inden jeg skulle debutere som seriøs studerende på en videregående uddannelse. Og det trak sgu da i mig, ligesom alle andre nyudklækkede studenter, at rejse til Asien eller Sydamerika, leve på en strandbred, kysse på sorte mænd og ryge en masse euforiserende urter. Alligevel valgte jeg en noget kortere rejse. Samsø. Der muligvis er en vildt dejlig ø, men som dog ikke minder ret meget om den form for ’island hopping’, andre i min omgangskreds begav sig ud på.

På Samsø startede jeg på en livsstilshøjskole. Måske ligger det implicit i ordet, men jeg havde alligevel aldrig forestillet mig, at det sted skulle ende med at forme mig og være en fuldstændig livsforandrende oplevelse. Og det er altså ikke kun pga. mødet med Daniel, selvom det selvfølgelig var en dejlig sidegevinst ;). Her blev jeg ikke blot mange kilo lettere fysisk, men fik også gjort et stort stykke arbejde med byggestene øverst, og dermed meget lettere mentalt.

Daniel var dengang 26 år, ansat på Rigshospitalet og netop hjemvendt fra en lang rejse gennem USA, ligeledes med ønsket om at tage hul på et nyt kapital i sit liv. Romantisk som det end lyder, med to åbne sjæle der mødtes på den fineste ø i Kattegat, så var der ikke tale om et kærlighedsscenarie fra første sekund. I starten bemærkede vi slet ikke hinanden og der skulle gå mere end en måned, et venskab under udvikling og lange aftensnakke, før vi en dag fik øjnene op for potentialet i, at to vidt forskellige mennesker måske alligevel delte de vigtigste værdier og ikke mindst en stor gensidig respekt. Hvad jeg egentlig vil sige vores forhold den i dag, stadig har grobund i.

Sidenhen har vi udsat hinanden, og ikke mindst os selv, for nogle af de allerstørste udfordringer. En karriere og en uddannelse, et bofællesskab, længere tids adskillelse både pga. brud og udvekslingsophold, bolig køb, dobbelt op på forældreskab og meget andet. Jeg tror ikke på at der findes forhold der er uopløselige, og dét (forholdet), vil altid gennemleve sårbare perioder. Jeg ved blot, at grunden til vi i dag står stærkt sammen trods modgang er, at vi ikke længere forsøger at bekæmpe og overkomme de sårbare faser vi selv og vores forhold render ind i, men i stedet forstår og rummer hinanden i dem. Man er sårbar når man har noget at miste. Vi har ufatteligt meget at miste, det der både fuldender os og gør os lykkelige, men som også gør os skrøbelige og følelsesmæssigt fortvivlet. Og vigtigst af alt, har vi alle dage bevaret respekten for hinanden. Respekten for den, den anden er. Vi har skabt et voksen liv sammen, men samtidig haft vidt forskellige drømme og interesser. Vi har lovet hinanden, aldrig at begrænse den anden i at udfolde sig pga. frygten for det ukendte eller for at dét netop skulle adskille os.

Nå, det blev sgu da lidt kærlighedsklamt her til sidst, gjorde det ikke? Én fortalte mig, at man bliver lidt nyforelsket i sin partner hen mod slutningen af graviditeten, fordi man i urtiden havde brug for ham til at beskytte og skaffe mad i den første tid med en nyfødt baby. Så det er muligvis hormonelt betinget og i hvert fald praktisk indrette fra naturens side, hvis det forholder sig sådan. I starten af graviditeten var alt han sagde og gjorde forkert og irriterende, så det er nok meget godt vi er landet her, inden vi om kort tid bliver presset til det yderste og er tvunget til at kunne samarbejde og rumme og forstå hinanden i undtagelsestilstand.

God mandag!

   

Min første fødsel

Jeg skal snart føde igen! Faktisk er den nærtforestående fødsel lige nu så tæt på i min bevidsthed, at jeg de sidste to nætter har drømt at den er gået i gang. I går nat drømte jeg, at jordemoderen kom herhjem og så gik fødslen helt i stå, og i nat kom hun og overrakte mig en baby, der altså ikke var min. Så når min krop endelig får lidt ro, så går mit hoved i fødsel. Det er ikke okay. Det bringer mig dog til afsløringen af, hvad dette indlæg kommer til at handle om. Det er faktisk min fødselsberetning med Agnes, der jo som bekendt snart er to år gammel, men som jeg faktisk aldrig har fået skrevet ned. Daniel var så sød at tage nogle noter og lidt billeder undervejs, og selvom det måske kan virke lidt underligt at tage billeder af en person i voldsomme smerter, så var det så diskret at jeg ikke bed mærke i det, og efterfølgende hvor jeg kun kunne fremkalde få øjeblikke i min erindring, var det fantastisk at kunne se og læse det hele igennem igen. Så her er den altså, fortællingen om 14 timer i midten af september 2013, der rystede mig helt ned i min grundvold. På en og samme tid viser den min stærkeste og mest sårbare side. Dagen jeg blev mor for første gang.

Kl. er otte om morgenen mandag d. 23. september, og Daniel og jeg sover for anden gang i vores nyindkøbte andelslejlighed. Vi bliver vækket af telefon alarmen. Jeg er gået tre dage over termin – tre dage vi har brugt på at flytte og komme på plads i vores nye lejlighed. Det var en vandvittig hård weekend, men Daniel havde joket med at jeg ikke måtte føde før om mandagen, så vi nogenlunde var på plads med Agnes’ ting, inden hun kom ud. Set i bakspejlet, var det ret tydeligt, at da jeg slappede af og gav slip på de praktiske bekymringer omkring flytningen, så gik fødslen i gang. Få dage tidligere havde min jordemoder konstateret at hovedet ikke stod fast endnu og sagde med et smøret smil, at vi nok så hinanden igen i uge 41 plus et eller andet. Så inden i mit hoved havde jeg allerede forberedt mig på at gå 14 dage over, igangsættelse og hele den mølle. Jeg var derfor en lille smule i fornægtelse, da jeg kl. otte smuttede på toilettet og kunne konstatere at slimproppen var gået og en lille tegnblødning opstået. Det var helt surrealistisk for mig, for dér havde jeg jo lige ligget og sovet tungt og jeg kunne intet anderledes mærke. Så jeg gik tilbage i soveværelset og meddelte Daniel, at noget nok var i gang, men at han lige så godt kunne gå i bad og tage på arbejde, for efter hvad jeg havde læst mig til, så kunne den der slimprop godt gå flere dage, ja uger, før fødslen går i gang. Så Daniel gik i bad og jeg gik lidt rundt i lejligheden, da jeg mærkede at noget begyndte at murer i min krop. Allerede i løbet af et kvarter, var de første spæde veer begyndt at tage form og jeg kunne meddele Daniel efter sit bad, at han nok ikke skulle tage på arbejde alligevel.

Morgenen og formiddagen foregår så stille og fint. Daniel render til bageren og vi fejre med morgenbrød og friskpresset juice, at nu er vores store dag kommet. Jeg har veer, men de er udholdelige og jeg får spist lidt -det eneste jeg faktisk spiser, før en sygeplejerske kommer ind ved midnat med honingmadder til mig på hospitalet. Jeg hopper i bad og forfængelig som jeg jo er, så bliver der både tid til at fjerne lidt uønsket hårvækst og sætte en pæn frisure, mellem veerne. Det virker jo helt absurd og også lidt typisk mig, når jeg tænker på det i dag. Derefter satte vi os i stuen og så lidt tv sammen, men jeg lå for det meste med ryggen til og koncentrerede mig om at mærke min krop. Daniel beskrev hvor syret det var, at jeg med sekunders mellemrum grinede, jokede og fortalte, og det næste øjeblik lå sammenkrøllet af smerter.

Vi fik ringet til fødegangen på Roskilde Sygehus, hvor jeg gerne ville føde, selvom vi få dage tidligere var flyttet til Vesterbro. Ingen havde lige fortalt mig, hvor forfærdeligt det er at sidde i en bil når man har veer. Jordemoderen i telefonen beder os om at tage tid på veerne, og først vende tilbage når der er fem/seks minutter imellem. Jeg havde forinden downloadet en app på min telefon som skulle måle tidsintervallet, men vi kan ikke rigtigt få den til at fungere og hverken dér, eller på noget tidspunkt igennem fødslen, har jeg regelmæssige veer der på den måde kan måles. Af og til er der lang tid i mellem veerne og ind i mellem er der kun få minutter. Så vi dropper egentlig at måle dem og jeg lytter bare til min krop, der hen af eftermiddagen er ved at være ret presset. Så i stedet for at ringe og debattere med jordemødrene på fødegangen om jeg nu er langt nok henne i fødslen til at komme ind, ringer jeg blot og meddeler dem at vi nu kører hjemmefra. Klokken er på det tidspunkt 15-16 stykker

Køreturen fra Vesterbro til Roskilde var grotesk. Jeg husker det som om at trafikken var den værste nogensinde, og veerne væltede ind over mig mens jeg klyngede mig til håndtaget over døren. Jeg græd også lidt i bilen. Ikke på grund af smerten, men fordi det pludselig overvældede mig, at vi var på vej ind for at bringe vores datter til verden, og at hele vores liv om kort tid ville være forandret. Jeg overlevede køreturen og de fem veer jeg fik fra parkeringspladsen, til vi bliver vist ind på en modtagelsesstue. Her får jeg målt min temperatur, der er lidt forhøjet, målt hjertelyd og bliver undersøgt indvendigt. Jeg er fire centimeter åben og vi får ros for være kommet ind på et ”godt” tidpunkt og beskeden om, at vi bliver kørt ind på en fødestue og ikke skal hjem igen. Jeg får sådan et lavment, det var ikke særlig rart, men sikkert meget praktisk.

De næste timer flyder sammen for mig. Vi er på fødestuen, jeg sidder lidt med en varmepude, hopper på en yogabold og går lidt rundt. Jordemoderen er stort set ikke tilstede og Daniel må flere gange kalde på hende, når vi har brug for hjælp eller spørgsmål til noget. På et tidspunkt laver hun nogle Rebozo-øvelser på mig, noget jeg første gang havde hørt om til fødselsforberedelse, hvor man ligesom vrider kroppen lidt vha. et stort stykke stof. Formålet var at få lirket hovedet rigtigt ned i bækkenet og det var skide ubehageligt, og egentlig tror jeg det var fordi det var så effektivt. Efterfølgende oplever jeg i hvert fald en regulær vestorm og får ingen pauser til at samle kræfter, da den ene ve overtager den næste. Jeg bliver desperat og panisk og da jordemoderen snakker om saltvandsindsprøjtninger, beslutter jeg, at hvis jeg alligevel skal stikkes, kan de sgu lige så godt stikke den epiduralblokade ind og give mig fred. Hele apparatet omkring blokaden sættes i gang. De laver en hjertelydskurve på Agnes, alt imens jeg er ved at dø over at skulle ligge stille med den der elastik rundt om maven. De tager vidst også mit blodtryk og ligger et drop i hånden. Endelig er jeg klar til at få lagt rygmarvsbedøvelsen. Jeg skal sidde helt stille med ryggen krummet og jeg må bede Daniel om at stå foran mig og støtte min krop, da jeg føler jeg er ved at miste bevidstheden. Mens jeg sidder der og anæstesilægen gør sig klar, så begynder jeg at få presseveer. Ingen har undersøgt hvor langt jeg er i fødslen på det tidpunkt. Jordemoderen spørg om jeg har pressetrang, det kan hun åbenbart høre, men jeg ved det faktisk ikke. Så hun beder mig om at ligge mig ned og sætter mine ben op i bøjlerne. Nu presser jeg, ingen tvivl om det. Jeg får revet droppet ud af hånden lodret op, uden at mærke det, fordi jeg ligger med hænderne under lænden. Jeg presser to gange lige efter hinanden og så er hovedet født, herefter går der en evighed føler jeg, og jeg kan huske at jordemoderen trykker mig lidt på maven, for at fremprovokere den sidste ve, der skal skubbe kroppen ud. Rygmarvsbedøvelsen nåede jeg aldrig.

Og der var hun jo så, vores Agnes. Kl. 22.01. Hun kom op på mit bryst og jeg havde i al hast ikke nået at få t-shirt og bh af, så vi kunne ligge hud mod hud i de første sekunder. Så jeg hev op i det hele så det sad i en pølse under hagen, og jeg måtte anstrenge mig for at se hende ordentligt, men det var meget vigtigt for mig. Agnes skreg, Daniel klippede navlesnoren og alt var så fint. Desværre var der en del renderi på stuen. En sosu skulle hjælpe den stakkels jordemoder, der pludselig havde stået alene, med hvad der endte som lynfødsel, nogle vi havde bestilt til at komme og opsamle stamceller fra navlesnoren og anæstesilægen kiggede også ind. Jeg var stadig ret fjern og døsig, og måtte bede Daniel om at sidde med Agnes mens jeg fik født moderkagen og blev syet. Jeg magtede slet ikke mere smerte efter Agnes var ude. Der var heldigvis kun tale om små bristninger, men derfor gjorde det ondt af helvede til alligevel – både da hun syede mig og i dagene efter. Agnes blev målt og vejet, og selvom jeg lige fra første gang en fagperson lagde sine hænder på min mave, havde fået af vide, at babyen lå godt over gennemsnittet og blev vurderet til 4+ kg, så viste hun sig i stedet være en helt standard, 3420 gram og 50 centimeters udgave. Jeg synes hun var meget lille i starten, sikkert fordi jeg i så mange måneder havde forestillet mig at jeg skulle sidde med en stor buttet baby i armene, og jeg måtte huske mig selv på, at hun altså ikke var lille, men helt almindelig og perfekt. Jordemoderen tjekker hende også igennem og giver hende top point, efter en eller anden skala jeg ikke kan huske hvad hedder, alle nyfødte bliver opvejet imod. Hun fandt desuden hendes dut på øret, som jeg har beskrevet i dette indlæg (At blive forældre til et barn med “fejl”. Hvad hun dog ikke kommenterede på eller måske ikke vidste, var den store mængde fostervand Agnes havde nået at sluge på vejen ud. I kampens hede, havde jeg slet ikke tænkt over at jeg ikke havde haft vandafgang, og jeg troede egentlig at jordemoderen ville tage vandet, hvis det ikke gik af sig selv. Efterfølgende har jeg fået af vide, at man kun tager vandet hvis fødslen og veerne går lidt i stå, og det kan man jo ikke lige frem sige den gjorde på noget tidspunkt. Så ud kom vandet, på en og samme tid som Agnes og i en vældig fart. Jeg husker faktisk at de måtte svabe gulvet efterfølgende, så grotesk som det end lyder. Agnes fik da heller ikke en chance mod den store mængde vand og den hurtige tur ud igennem kanalen, så hun var ret for-kvalmet i dagene efter. I mit allerførste indlæg (Har du støttet en ammende mor i dag?), kan man i øvrigt læse om hvordan det komplicerede min amning den første tid, og hvordan det nok var katalysator for den angst jeg kæmpede med i al for lang tid efter.

Alt dette på trods, synes jeg ikke fødslen var forfærdelig. Forfærdelige fødsler er jo dem hvor der er liv spil. Hverken Agnes eller jeg på var på noget tidspunkt i nogen form for kritisk situation, det er værd at understrege. Alligevel har fødslen sat et lille traume, både i krop og sjæl. Den smerte, som alle jo ved er en del af fødslen, tog mig fuldstændig med storm. Månedsvis af yogatimer, vejrtrækningsøvelser og tykke bøger om fødsler, havde ikke kunne forberede mig på den intensitet. Jeg blev bange og utryg, og oveni det fysiske arbejde kroppen er på, så er det altså ikke følelser man skal håndtere. Jeg vidste derfor med det samme, at hvis jeg nogensinde skulle gennemleve noget tilsvarende igen, skulle det foregå helt anderledes. Derfor har vi nu besluttet, at lillesøster skal komme til verden herhjemme i trygge omgivelser. Jeg ved min krop er stærk og det jeg har brug for, for ikke at ende med samme angst og utryghed igen, er at der en jordemoder der følger mit forløb, fortæller mig hvordan det hele skrider frem og er tilstede til at guide mig igennem de intense perioder.

Jeg glæder mig til at føde igen, for d. 23. september 2013, er ikke blot mindet om en traumatiserende angst og smerte. Det er min datters fødselsdag. Mødet med verdens smukkeste og vigtigste menneske i mit liv. Et kærligheds møde, der affødte nye følelser jeg ikke vidste jeg havde i mig. Følelser, der af og til har været svære at håndtere og forstå. At blive mor for først gang, rystede mig helt ind i min grundvold og har for evigt forandret mig.

Det siges at fødselssmerten er den bedste forberedelse på livet som mor – det kan der måske være noget om.

 

Navneleg

Det der med at vælge navn til sit barn er altså virkelig en svær beslutning, næsten sværere end beslutningen om at få dem 😉

Med Agnes vaklede i vi længe mellem to navne – Agnes og Dagmar. Men i god tid inden fødslen var vi dog afklarede. Denne gang var vi meget tidligt hooked på ét navn, Vera, og stod det til Daniel alene, så behøvede vi sådanset ikke koge mere suppe på det – et navn Agnes i øvrigt også har kunne sige i lang tid, og det er jo sødt. Jeg er til gengæld så ubeslutsom, og i mit hoved myldrer det rundt med fine gamle pigenavne. Jeg er altså stadig, her seks uger før termin, fuldstændig uafklaret. Det skal måske lige siges, at Daniel er en smule mere traditionel end jeg er og flere gange har nedlagt veto mod mine forslag. Den røv.

Nå, men her kommer lige en oversigt (i tilfældig rækkefølge) over nogle af mine favoritter. Jeg elsker lister.

  • Elva
  • Nora
  • Ebba (det hed min farmor i øvrigt)
  • Olga
  • Irma
  • Gry/Gro
  • Vera
  • Nova
  • Erna
  • Ida

Jeg er helt klart forelsket i gamle danske/nordiske navne, ligesom de fleste andre i disse dage, tydeligvis. Relativt korte. De fleste slutter vidst på A ser jeg lige, men det vil jeg våge at påstå er en tilfældighed.

Vil I ikke hjælpe mig lidt? Sig jeres mening. Kom med nye forslag…

 

Update på den ferieramte vuggestue, en film anbefaling og en opsang til forældreland om hvordan vi taler foran vores børn

Billedet har som sådan ikke noget med den følgende tekst at gøre, jeg synes bare det var herligt.

Mit blogindlæg i mandags fortjener lige en update her på ugens sidste dag. Sådan en ferieramt institution er altså ikke så tosset alligevel, skulle jeg hilse og sige – både fra den toårige og hendes forældre. For når der er dobbelt så mange hænder til hvert barn som til hverdag, og tilmed en solbeskinnet storby at udforske, så er der sgu også feriefornemmelser i vuggeren i disse dage. Hver eneste dag har de været på udflugt i Christianiacyklerne, alle børn med hver deres søde cykelhjelm på, helt selvlysende af solcreme. Der er blevet kigget på dyr og vand på Islandsbrygge og besøgt nye store legepladser på Frederiksberg, men vigtigst af alt, Agnes har været glad og fornøjet når hun har været afsted. Så ugen er endt med at være så fin og den mavefornemmelse der nærede den første dag, har virkelig hurtigt fortaget sig. Agnes er i vuggestue om formiddagen og så henter jeg hende straks efter hendes middagslur. Det giver mig noget så sjældent, som et par timers ego-tid. Tid der alt efter hvordan natten er forløbet, enten bliver udnyttet til at tage en lur, til at ordne praktiske ting i hjemmet og herunder så småt gøre klar til et nyt familiemedlems ankomst, tandlæge besøg og en helt dejlig veninde-bif-date, der først sluttede efter midnat (wow).

Må i den forbindelse lige indskyde verdens største anbefaling til filmen Mommy, der er i øjeblikket kan ses i biografen Vester Vov Vov. Filmen sætter fokus på et vigtigt dilemma, der til trods for at foregå i Canada, er SÅ relevant her i Danmark også. Filmen handler om en stor teenage dreng med diagnosen ADHD og hvordan det er at være mor til et barn, som hun selvfølgelig elsker helt dybtfølt, men som samtidig har en meget udad regerende, seksualiseret og grænseoverskridende adfærd. En så smuk og stærk film!

…Og så er livet jo skønt, når man både har uendeligt meget tid til sit barn, tid til at tage sig en formiddagslur og tid til at gå i biografen midt i ugen. Alligevel føler jeg sgu at internettet har fået diarré her i sommervarmen, og det påvirker mig at læse den ene artikel efter den anden om, hvor vigtigt det er at børn har lang sommerferie fra institutionen. Det er jeg som sådan ikke uenig i og jeg er da også meget opmærksom på at Agnes både har halve- og hele dage hjemme, sammenhængende ugers ferie sammen med begge sine forældre og masser af øjeblikke der afviger fra de daglige rutiner. Men vores situation er jo også så privilegeret og livet som studerende/barslende mor, meget tilgivende over for ønsket om en institutionsfri sommer. Stop dog lige med at hælde salt i såret på de forældre, der i forvejen kæmper for at få hverdagen til at harmonere med vuggestuens åbningstider og arbejdsmarkedets høje timekrav. Helt ærligt. Jeg kender sgu ikke nogen, der ikke gider være sammen med deres børn – hvem er de?

Jeg har dog en anden lille opsang til forældreland her på ugens sidste hverdag, der bygger på en episode jeg overværede, da jeg hentede A den anden dag. Vi var et par stykker der kom ind ad døren samtidig for at samle unger op, og det stod hurtigt klart at hele det her sammenlægning af vuggestuer og nye forhold, betød at der altså ikke lige var styr på det hele. Så der stod vi alle sammen med et barn på den ene arm og roede i nogle kasser med den anden. Stemningen blev hurtigt trykket, da de andre forældre begyndte at snerre af personalet og bekræfte hinanden i, hvor dårligt det var, at ungernes sko og overtøj ikke lige var til at finde. Jeg forstod det slet ikke, hvis nogle har passet godt på mit barn en hel dag, så er det da så ligegyldigt at jeg skal bruge ti minutter på at lede efter den ene sandal. Og jeg kunne heller ikke drømme om, foran mit barn, at snakke til personalet på den måde. Så apropos stressede forældre, tag en dyb indånding. Hvis mit barn er glad, er jeg glad, og alt det praktiske er da underordnet.

God weekend!

   

Mit institutionsbarn vol. 2.0

Lige inden jeg lukker en masse brok ud om, hvor skide hårdt det er at aflevere Agnes i vuggeren lige for tiden, så må jeg simpelthen starte med at fortælle hvor fantastisk glade vi har været og fortsat er for stedet. Mit hjerte går ud til de pædagoger, der ikke blot giver mit barn knus og nærvær hver eneste dag, men som fandeme må jonglere med flere bolde i luften, end det for de fleste af os er muligt. Mine bekymringer går sådanset heller ikke på institutionen i sig selv og så absolut ikke på de faste pædagoger på Agnes’ stue, problemet er snarer logistisk, men desværre med stor indvirkning på den vigtigste person i min verden. For selvom Agnes dagligt har kontakt med flere forskellige pædagoger, så er der én helt særlig hun har knyttet sig til. I den perfekte verden ville hun jo bare være der altid og hele tiden, men selvom denne pædagog aldrig har en sygedag, så har hun jo ret til en uges ferie i ny og næ. Ferien, som hun nok i Agnes øjne godt kunne være foruden, falder dog bare på et så uheldigt tidspunkt. Fra vores udgangspunkt forstås. Agnes’ vuggestue er i samme klynge (dvs. samme ledelses organisation) som en anden vuggestue og børnehave, og disse i ferietider hvor hver institution kun har en tredjedel af det samlede antal børn at tage sig af, udnyttes muligheden for at slå kræfterne sammen og nøjes med at åbne den ene vuggestue. Det betyder, at vi fra i dag og de næste to uger frem, skal aflevere Agnes i ”søster-”institutionen, der jo, selvom den er placeret lige overfor, er helt fremmed for Agnes. Og så uden hendes elskede pædagog er der til at tage imod hende. Det er ikke fordi hun skriger og kaster sig på gulvet, nej hvad værre er, er at hun bare bliver stille og mut, holder sig helt tæt på mig for jeg ikke skal gå og spørg hundrede gange efter hendes yndlings. Det er en af de dage hvor man har lyst til sige ”ej, mor mente det ikke”, og så tage hende med hjem under armen igen. Virkeligheden er jo bare ikke sådan. De sidste tre uger har A været meget lidt i vuggeren, dels har vi alle tre holdt en uges ferie sammen og derudover har jeg holdt hende hjemme de fleste andre dage eller kun sendt hende afsted i ganske få timer. Jeg er jo hjemme for tiden pga ferie og barsel, og i min ideal verden skulle Agnes jo slet ikke i vuggestue overhovedet i denne tid. Jeg har dog lidt freelance opgaver i øjeblikket, der muligvis ikke kræver mange timer, men meget koncentration. Desuden skal jeg ærligt sige, at jeg også har brug for lidt ro nu her hvor jeg er gået ind i den sidste fase af min graviditet. Agnes står fortsat op helt ukristeligt tideligt om morgenen og med en kæreste der arbejder fra 7.30-19.00 hver dag, så er det sgu fast arbejde at aktivere en tumling på egen hånd en hel dag. Jeg er endnu engang velsignet med verdens nemmeste graviditet, men alligevel er seks timers nattesøvn ikke tilstrækkeligt. Faktisk kan jeg mærke, at alle gener opstår når jeg ikke får sovet nok – halsbrænd, plukveer og ømhed i mave og lænd. Symptomer der fluks forsvinder når jeg er udhvilet igen.

Nå, men dilemmaerne i mit hoved er mange kan i nok forstå, sikkert også lidt hormonelt betinget. Jeg tænker så ufattelig meget på, at tiden hvor Agnes har min fulde opmærksomhed er ved at rende ud. Det gør mig lykkelig, glad og forventningsfuld, men også en smule ængstelig, som jeg også tidligere har beskrevet. Jeg har et stort behov for at alt skal være perfekt lige i øjeblikket, både de ydre ting, f.eks. brugte vi dagen i går på at få ordnet vores altan, fjernet alger og givet olie, noget der ellers ikke er blevet prioriteret ret højt hidtil. Men også de nære ting skal være perfekte, f.eks. vil jeg gerne have at Agnes skal være glad hele tiden, hvilket jo er fuldstændig utopisk. Jeg øver mig derfor i at se det perfekte i det uperfekte. En altan fuld af alger er et symbol på, at alle weekender er blevet brugt på legepladsen, og at Agnes af og til bliver ked af det er jo ikke er et udtryk for at hun grundlæggende ikke er glad, men blot en måde at udtrykke sig på.

En dag af gangen og en bekymring mere nedskrevet – heldigvis er det ofte nok til at den reduceres fuldstændig og med tiden bliver helt ubetydelig. Tak fordi I vil læse med, selvom det af og til er svært at holde styr på ordene i mit roede hoved.

Her går det godt…

Et lille pip fra ferieland, der jo i det ”nye” liv som forældre, til forveksling kan minde en del om hverdagen. Hver morgen står vi op ved fire-fem tiden, og det vil jeg for evigt ynke, brokke, skælde og smælde over herinde, så jeg i det mindste ikke gør det i hovedet på den toårige. Det må I sgu undskylde. Derudover nærmer Agnes sig med hastige skridt trodsalderen, som jeg havde hørt skulle træde i kraft når barnet er omkring to år, men som jeg dog ville have svoret, at A tog hul på langt tidligere. Hvad jeg ikke vidste var, at det kun var en lille appetizer. Så hun er vel som børn er flest i denne alder, lige dele sød og irriterende. Ej, selvfølgelig mest sød og elskelig. Men altså også ret irriterende. På den ene side er hun en supermand, der på alle måder ønsker selvstændighed og nok skal fortælle og diktere hvordan alt skal foregå, og med alle de nye ord der myldrer frem, så er hun efterhånden ved at blive utrolig udtryksfuld (som det vel på diplomatisk vis hedder). Og på den anden side er hun stadig det her lille skrøbelige menneske, der virkelig føler livets uretfærdighed, når hendes banan ved et uheld knækker over på midten. Så ja, en forestilling om at der med masser tid og overskud, på automatiskvis opstår en harmonisk og konfliktfri hverdag, hvor hele familien sover længe og spiser jordbær dagen lang, er altså en illusion. Det skal hermed være sagt!

Alligevel behøver man ikke kigge ret godt efter, lige over de mørke render under øjnene, før man tydeligt fornemmer en helt særlig ro, der her et par uger inde i min ferie, for alvor har indfundet sig. Jeg tror jeg både fysisk og mentalt er ved at indstille sig på den vilde omvæltning, der blot om et par måneder vil vende op og ned på hele min verden, endnu engang. Så lad det bare regne og blæse og barnet skrige, jeg bager pandekager og puster badebassin op imens.

Det er nok også for at beskytte mig selv lidt, og forhindre de forbudte følelser der engang i mellem dukker op i denne graviditet, følelser af pludselig at få kolde fødder og tænke ”hvad fanden har vi gang i?”. Det er kombinationen af, på den ene side at vide hvor hårdt det var at have et spædbarn, og på den anden side ikke at ane hvordan det er, pludselig at have to små børn. Følelsen af kolde fødder er jo helt ukonstruktive, og i selv sammen skrivende stund er et lille menneske i min mave ved at give mig blå mærker indvendigt, for ligesom at pointere dets eksistens. Lige om lidt er vi en familie på fire – lige meget hvor meget panikangst jeg ligesom kan fremkalde i mit lille hoved. Jeg skylder måske lige at fortælle, at denne graviditet var fuldstændig planlagt, om end det alligevel tog os lidt med bukserne nede (dårligt valg af ordsprog i denne sammenhæng), at det skulle gå så stærkt. Men vi ved, at dét i sig selv er en gave og et privilegium, og vi var glade og lykkelige for første sekund. Så det er tankerne om det uvisse og de ting jeg ikke kan kontrollere, der engang imellem får mig ud og vakle lidt. Alt imens jeg bliver helt varm indeni når jeg forestiller mig det søskendebånd, der forhåbentlig vil vokse og udvikle sig mellem vores to små piger, samtidig med vi endnu engang får lov til at opleve hvor fantastisk det er, at se et lille menneske gro og blive til sin egen lille person, som vil fylde vores hjerter med endnu mere uforebeholdt kærlighed.

Børn, bekymringer og kærlighed går i sandhed hånd i hånd, og det føler jeg ekstra kraftigt i denne tid.

Post eksamens eufori og min gravide krop

Dagen, der for andre måske ligner en regnvåd mandag morgen, med en temperatur der kun akkurat har sneget sig op på 15 grader her i slutningen af juni måned, ligner for mig noget nær den dejligste dag længe. Barnet er afleveret glad og velfornøjet i vuggeren, mit hjem er ved at blive rengjort (af en anden), mens jeg drikker en cortado og hygge-blogger fra morgenstunden. First world agtigt liv, ja ja, men jeg har fandeme fortjent det!

De seneste seks måneder har været vandvittige på mange måder. Først og fremmest er jeg blevet gravid, så livsomvæltende som det jo er i sig selv. Derudover har jeg haft travlt med studie, min kæreste har åbnet ny butik, samtidig med han har været i gang med og i øjeblikket er ved at færdiggøre sin MBA uddannelse, Agnes har fået sine sidste kindtænder, kun sovet igennem når månen og planeterne har stået helt rigtigt, og i det hele taget har hun fundet sin egen stemme og dagligt øvet og afprøvet nye divaskills. På den anden side, så er det her halve år nok også det hurtigst afviklede i mit liv. Jeg har ligesom kun kunne overskue at se frem til næste dag, næste gang jeg kunne sove, næste måltid osv. I fredags afleverede jeg så min sidste opgave inden sommerferie efterfulgt af barsel, og selvom jeg egentlig først om nogle uger ved om den er bestået eller ej, så tør jeg godt trække vejret og min fornemmelse er heldigvis ret god. Jeg sagde til mig selv, at nu skulle jeg fyre den af en aller sidste gang, inden jeg i over et år kan nøjes med at bekymre mig om konsistensen på babys afføring og hvor meget mødregruppe og babyrytmik jeg magter. Det betød at jeg burede mig inde i køkkenet med min computer, noter og en stak bøger, uden at sove eller rigtigt spise noget i et helt døgn. Det var fandeme sindssygt gjort! Jeg er jo efterhånden gravid i sjette måned og siden har jeg nærmest haft det som om jeg havde tømmermænd. Efter jeg havde afleveret min opgave kunne jeg nemlig ikke rigtig sove, og jeg endte med ligesom bare at springe den nat over, og det er først her tre nætter senere, jeg er ved at være oven på igen. Så nu er tiden inde at passe lidt på mig selv og drage lidt omsorg for den krop, der lige om lidt skal på hårdt arbejde – igen.

Egentlig går graviditeten så fint. Jeg føler jeg var lidt hårdere ramt af træthed og kvalme i starten af denne graviditet, end jeg var med Agnes, men til gengæld er jeg meget mindre påvirket nu, end på samme tidspunkt sidst. Jeg kan stadig komme ubesværet op og ned fra gulvet når Agnes vil lege, jeg kan bære hende de mange gange dagligt det er nødvendigt, uden at stønne eller beklage mig, og jeg kravler sgu stadig med op i klatrestativerne og rutcher ned ad rutchebanen. I dag har jeg cyklet ti kilometer frem og tilbage fra Østerbro, for at hente den fineste auberginefarvede strækvikle, som baby og jeg skal gå efteråret i møde i. Men den tur var altså noget længere end jeg cykler normalt, og da jeg hoppede af den tohjulede hjemme på Vesterbro igen, fik jeg den største (og første) plukve, der tog pusten fuldstændig fra mig. Ej, motion har jeg sgu også helt forsømt den seneste tid, så det må der lige strammes op på de næste par måneder. Jeg satser på at genopdage min glæde for svømning, helst flere gange i løbet af ugen. Jeg tror egentlig min vægtstigning ender nogenlunde samme sted som i sidste graviditet, med et plus på 12-13kg. Alligevel skal jeg hele tiden høre for, at min mave ser meget større ud end sidst. Jamen tak for det, tror jeg nok. Jeg tog lidt rigeligt på i den måned jeg lå med dårlig fod, fordi jeg jo var fuldstændig inaktiv og nok også trøstespiste lidt som kompensation, til gengæld har jeg ikke taget på overhovedet den seneste måned. Jeg synes det var en overskuelig vægtøgning jeg havde i første graviditet. De første otte kilo forsvandt ud sammen med Agnes, fostervand, moderkage osv. og de sidste fem kilo raslede af, og endda mere til, i løbet af få måneder mens jeg seriøst sad på min flade, drak sødmælks latté og ammede mit barn. Jeg krydser fingre for at det går lige så nemt denne gang, for hvis der er noget jeg ikke kan forene i mit hoved, så er det livet som nybagt mor og et slankeprojekt side om side! Det kræver sgu kalorier at amme og når man er i massivt søvnunderskud, så skal der altså andet end en skål salat til at holde en oprejst.

Som man måske fornemmer, så vil jeg virkelig udnytte og nyde den kommende tid, hvor jeg har god tid til at gøre en masse af de ting jeg synes er dejlige. Jeg ved at de næste år, hvor jeg skal være en skide god mor til hele to små børn, ikke efterlader meget tid til mig selv. Så jeg puster lige ud og lader op – så meget som hverdagen med et barn på knapt to år nu tillader. Jeg har også tid til at forberede mig på den lille nyes indmarch i vores familie, både på et praktisk og psykisk plan. Hvad disse forberedelser nærmere bestemt går ud på, vil jeg uddybe i et andet indlæg.

Jeg håber I andre også får en skøn dag!

 

 

   

Valg snik-snak…

I torsdags var jeg nede og brevstemme. Jeg skal nemlig til eksamen d. 18. juni, og jeg kan allerede forudse at jeg nok ikke finder tid til det på valgdagen – men stemmes, det skal der sgu! I virkeligheden kunne jeg vel godt have brugt et par dage mere, til at sætte mig bedre ind i diverse partiers valgprogram, og midt i eksamensræset i disse dage, skal jeg ærligt indrømme, at jeg ikke har fulgt særligt godt med i valgkampen. Det er lidt som om, at når skoledagen er slut og barnet er puttet, så tuner jeg altså hellere ind på et program om boligindretning end om boligskat. Men nogle gange skal man sgu også bare fastholde sin første indskydelse og stole på den, og det gjorde jeg så da jeg stod i stemmeboksen. Politik har altid interesseret mig og jeg kunne aldrig drømme om ikke at få stemt. Jeg er ikke selv aktiv i politik i øjeblikket, men det var jeg faktisk engang, om end for et parti, jeg kun har stemt på én eneste gang.

Ja, den er sgu god nok, tilbage i gymnasietiden var jeg en af de første der meldte mig ind i det parti, der den gang hed Ny Alliance med Nasar Khadar som formand. Jeg var faktisk så engageret, at jeg sammen med en håndfuld andre unge mennesker var inviteret til møde på Christiansborg, og var med til at opstarte partiets ungdomsorganisation. Desuden cyklede jeg byen tyndt med Gitte Seebergs valgplakater på bagagebæreret og på valgnatten drak jeg mig fuld sammen med Malou Aamund (af alle), der dengang var opstillet som kandidat. Ej okay, det var en skide skæg periode og helt unikt, at få lov til at være med i et partis spæde start. Mit kærlighedsforhold til partiet var dog kortvarigt og da de ikke gik imod DF og den borgerlige regerings aftale på asylområdet, der for mig var en af de vigtigste mærkesager, så slog jeg op og smækkede med døren.

Jeg kan afsløre at når man er 17 år og går i gymnasiet på indre Nørrebro, så er det altså ikke skide populært at stemme på et parti, der støtter op om en højreorienteret regering. De fleste af mine venner befandt sig stik modsat, på den yderste vestrefløj. Heldigvis var rummeligheden stor nok til at Køge-pigen kunne få lov til at være anderledes, og det befandt jeg mig også fint med.

Ved de seneste valg har jeg sat mit kryds på Det Radikale Venstre, denne gang inklusiv. Jeg stemmer ALTID personligt, denne gang på Ida Auken, der efter min mening er pisse dygtig og altid får sagt alt det, som jeg lige selv skulle til at sige 😉 Hvad denne ændring helt præcis skyldes, har jeg svært ved at sætte ord på, men det er jo klart at når man selv bliver forældre, boligejer osv., så rykkes der sgu helt rundt på ens fundament. Det der betyder mest for mig, er at alle børn skal have lige muligheder og at vi skal passe meget bedre på vores fantastiske natur.

Jeg har nok aldrig helt forstået, hvorfor det skal være en hemmelighed hvor man sætter sit kryds? Jeg ved godt at mange ikke er enige med mig, men det er jo det smukke ved vores demokrati.

God valgdag til jer alle på næste torsdag.

Første jordemoderbesøg og overvejelser om en hjemmefødsel

Det er jo efterhånden gået op for mig, at det der med at være gravid igen, jo også indbefatter at jeg på et eller andet tidspunkt midt i september, skal gennemleve endnu en fødsel. Jeg har flere gange fortalt, at det med at føde var en rimelig traumatisk oplevelse for mig, selvom jeg godt ved at mange kvinder, der har haft komplicerede fødsler, sikkert ville betragte min første fødsel som en drømmefødsel. Men det er jo en subjektiv oplevelse, og selvom jeg egentlig altid synes jeg har været god til at håndtere smerte, så oplevede jeg fødselssmerten som en bølge af angst, utryghed og det totale kontroltab. Sidenhen har en jordemor kaldt min fødsel for en ”idealfødsel”, da den forløb relativt hurtigt, uden medicinsk indblanding og uden vandafgang, hvilket ifølge hende skulle være den mest skånsomme måde (for barnet vel og mærket) at komme til verden på. Sidst nævnte leder mig hen til at fortælle om mit første besøg hos jordemoderen for et par måneder siden, som jeg allerede nu kan afsløre var en rigtig positiv oplevelse, der i den grad har sat gang i en helt ny tankeproces.

Samtalen startede ud helt forvirrende, med at hun sad med hele tre forskellige vandrejournaler med fornavnet ”Sabine” på, og ikke vidste hvem af dem der var mig – jeg var så ingen af dem og mine papirer var åbenbart forsvundet i systemet. Hun vidste derfor intet om mig på forhånd og vi måtte ligesom starte fra scratch. Vi snakkede naturligvis lidt om graviditetens forløb indtil videre, men der var nu egentlig ikke så meget at fortælle, og hun var også mere interesseret i at høre om min første fødsel og mine tanker om den forestående. Selvom det jo snart er to år siden jeg pressede Agnes ud at mit aller dyrebareste, og jeg på mange måder føler at fødslen er en menneskealder siden, så kunne jeg alligevel mærke, at bare det at fortælle om det igen gav en kæmpe knude i maven. Jeg føler altid at jeg skal starte med at sige, at fødslen var helt uden komplikationer og at både Agnes og jeg var sunde og raske under hele forløbet, men at jeg også må nævne, at jeg synes det var en meget grænseoverskridende oplevelse. Jeg fortæller hende, at jeg helt klart vil have en epidural denne gang, for nu havde jeg sgu prøvet det der ”naturlig fødsel”, og det var fandeme ikke så fantastisk som folk havde gjort det til. Men inden jeg når ret langt i min fødselsberetning, sagde hun helt afklaret i stemmen ”det tror jeg ikke på du når” og forklarede, at med den korte tid jeg havde været i aktiv fødsel (4-5 timer), kombineret med at anden gangs fødsler ofte går endnu hurtigere, så ville jeg slet ikke nå at få gavn af den. Hun mener at det jeg manglede under fødslen og vil have bedst gavn af denne gang, er en til at hjælpe og guide mig med at håndtere smerten. Og det ved jeg hun har ret i. For jeg fødte på en aften hvor der var meget travlt på fødegangen og hvor en kompliceret fødsel fandt sted nøjagtigt samtidig med min. Det betød, at vi stort set var alene på stuen under hele fødslen og selv måtte rende ud og hente jordemoderen hvis vi havde spørgsmål eller brug for hjælp til noget. Det var meget distraherende og gav rigtig meget uro, hvilket nok også gjorde, at jeg slet ikke fattede hvad det var der skete og hvorfor helvede det gjorde så ondt, da jeg var i den sidste del af udvidelsesfasen og begyndte at få presseveer. Ingen havde ligesom fortalt mig at nu var jeg ved at føde og jeg var sikker på at noget var helt galt – hvad fanden vidste jeg, jeg havde jo aldrig prøvet noget sammenligneligt før. Jordemoderen spørg mig så, om jeg har overvejet en hjemmefødsel denne gang, hvortil jeg må svare helt tydeligt nej. Det havde jeg ligesom bare aldrig rigtig tænkt over, ingen jeg kender har født hjemme, hverken i vennekredsen eller i familien, og så ville jeg jo som nævnt gerne have muligheden for smertelindring denne gang, og det kan man kun få på et hospital. Alligevel sender hun mig ud af døren med en masse foldere og hjemmesideadresser om hjemmefødsler og siger at hun synes jeg skal overveje det.

Jeg når faktisk ikke ret langt ned af Vesterbrogade før jeg begynder at tænke, at det da nok slet ikke var så dum en ide. For hvis jeg alligevel ikke kan nå at få smertelindring på hospitalet og af bitter erfaring ved, at det der med at have en jordemoder hos sig under fødslen, altså ikke er en selvfølge, så vil det måske være bedre bare at blive hjemme, hvor der er helt ro og hvor den jordemoder der kommer ud bliver hos én fra fødslens start til slut.

Sidenhen har jeg undersøgt, læst og hørt en masse, for sådan én er jeg, én der ikke træffer nogle beslutninger før al information er gennemgået minutiøst og alle overvejelser nøje afmålt. Og jeg må sige, at jeg er mere og mere hooked på ideen. Men Daniel har jo også noget at skulle have sagt i sådan en sag, selvom selve fødslen må siges at være en solopræstation, så er jeg ikke den eneste der bliver forældre den dag. Han startede med at stejle fuldstændigt og synes i bund og grund at det var noget hippiefis. Jeg har dog forsøgt at bløde ham lidt op og vendt tilbage til det igen og igen, fortalt det ifølge statistikken ikke er spor mere farligt og i tordags fik jeg sågar lokket ham med til en hjemmefødseslscafé på Hvidovre Hospital. Det var helt tydeligt, at vi havde brug for at få stillet en masse spørgsmål og selvom rummet var helt fyldt op med kommende forældre, så var det Daniel og jeg der tog al taletiden. Vi havde hånden op fra vi kom til mødet var slut, åh gud ja sådan er vi. Daniels spørgsmål gik mest på sikkerheden bag og han var meget sød til at spørge om noget, jeg faktisk slet ikke selv havde skænket en tanke ”hvad nu hvis moren oplever kraftig blødning eller andet?”.  Mine spørgsmål var mere fjollede, som f.eks. ”skal man selv skaffe sig af med moderkagen og hvis man føder i kar, skal man så op og føde moderkagen på land?”. Men jeg føler vi kom det lidt nærmere trods alt, også selvom der blev snakket om balsamering af moderkagen og om nogle der havde haft et gospelkor med under fødslen, som vi nok ikke helt kan relatere til, så lød det meste virkelig fint.

Vi arbejder os nu hen imod en hjemmefødsel, men har absolut ikke låst os fast, for vi vil nemlig helt frem til lille babys fødselsdag, have lov til at ombestemme os – begge to.

 

Viser korpuset frem

Jeg har indvilliget i noget, for mig vildt, anderledes og grænseoverskridende…

En af mine bekendte kontaktede mig i denne uge, da hun er i gang med et spændende kunstprojekt og i den forbindelse gerne ville tage billeder af en gravid kvinde. Noget i mig havde lyst til bare at skynde mig og sige ja, ikke mindst fordi jeg syntes projektet lød så fint, men så dukkede alle forbeholdende samtidig op og stod ligesom i kø for at fortælle mig hvorfor dette ikke var en god ide.

Jeg er ikke sådan en der dyrker min krop ret meget, hverken under graviditet eller ellers. Måske er det bare en vane, der ligger tilbage fra de mange år jeg kæmpede med overvægt og blev ekspert i at dække mig til og undgå for meget uønsket fokus – det ved jeg faktisk ikke. De seneste år har jeg dog sluttet fred med min krop, der om ikke andet, har været en ret flot udgave af sig selv. Anyhow, går jeg altså stadig aldrig i stramtsiddende tøj eller viser ret meget bar hud frem. Selvværdet kan åbenbart stadig tåle lidt forbedring og generelt har jeg det meget svært med at posere foran et kamera. Jeg tror jeg har tre-fire billeder fra da jeg var gravid med Agnes, som Daniel tog mens vi pakkede flyttekasser ned, få uger før fødslen. Mange tager jo billeder hver eneste uge. Det kan jeg sådanset godt forstå, for det er da syret og fantastisk den forandring ens krop gennemgår under en graviditet, og ja inden man har set sig om er det fordi. Jeg har bare ikke haft den trang.

…Men for fanden, det er måske sidste gang jeg er gravid og den mave er sgu i forvejen lidt omsorgssvigtet. Jeg glemmer ligesom at nusse den og nyde alle de mange små spark, når jeg på det eneste tidspunkt jeg har til den slags kvalitetstid, altid ender med at falde i søvn. En app jeg har været nødt til at downloade på min telefon, fortæller mig at jeg efterhånden er 24 uger henne og jeg må helt kliché agtigt sige, at jeg slet slet ikke kan følge med denne gang. App’en fortæller mig desuden, at babyen i maven efterhånden vejer ca. 700g, jeg har til gengæld taget knap 6kg på, og selvom det er nogenlunde det samme som på sammen tidspunkt i sidste graviditet, så er maven (og brysterne i øvrigt) blevet eksplosivt meget større denne gang. Desuden har min frisør klippet mit hår helt hæsligt sidste gang, og sådan kunne jeg jo blive ved med at finde et hav af gode grunde til ikke at forevige mig selv på fotos lige i øjeblikket. Alligevel har jeg valgt at sige ja til projektet, måske netop af den samme grund. Fordi jeg ved, at min selvkritiske personlighed nok vil forfølge mig resten af livet og den dag jeg læner mig tilbage og siger ”holdkæft en snack du er”, nok aldrig kommer. Billederne bliver også lidt anderledes og skal tages i mit eget hjem. Det passer mig virkelig fint at jeg ikke skal stå foran et lærred med en hånd placeret over maven og en under, og smile anstrengt ind i linsen. Jovist, kan de billeder også være virkelig fine, men det er bare ikke lige mig.

Billederne skal udstilles på rådhuset i Århus hen over sommeren og hvis jeg ikke er ved at dø af skam, så viser jeg dem sgu også frem her på bloggen.